Home » Artikler » Kim Larsens guitarer gennem tiden

Kim Larsens guitarer gennem tiden

For nogle år siden, fandt jeg en fin hjemmeside der beskrev de forskellige guitarer Kim Larsen har haft gennem årene. Desværre blev siden lukket ned, og indholdet tabt. Nu er det lykkedes mig at genskabe det meste af siden.

Det skal siges at jeg kun har genskabt andre personers arbejde, og på ingen måde kan tage æren for det. Den originale ejer af siden var Claus Grønkjær Christensen. Jeg har uden held prøvet at få fat på ham, for at få lov til at bringe denne tekst og disse billeder, desværre uden held. Jeg har valgt at offentliggøre det alligevel, så bemærk venligst at arbejdet kan tilskrives Claus Grønkjær Christensen. Herunder ses det jeg kunne redde af den gamle side. Jeg har dog tilladt mig at lægge en indholdsfortegnelse ind.

Indholdsfortegnelse

Kim Larsens guitarpark

Som gammel fan, musikelsker og guitar-freak, er dette et forsøg på, at lave en optegnelse over de guitars som Kim Larsen har brugt i sin karriere, dem han bruger nu, og ligeledes de guitars der kun sporadisk er set i hans hænder.

Jeg har valgt at beskære billederne på en sådan måde, at det kun er det vigtigste der kommer med, nemli’ guitarene, og ikke personerne uden om. Jeg har i videst mulig omfang benyttet mig af fotografier jeg selv har taget, da jeg synes, at det giver denne side et mere personligt præg. Der er ellers benyttet kildeangivelse ved de øvrige fotos.

De guitartekniske oplysninger er indsamlet med hjælp fra guitarist Jens Lohmann.

Der er ikke udelukkende tale om endegyldige svar og guldkorn, så andre faktuelle samt historiske oplysninger er meget velkommen.

Jeg har i “et vist omfang” prøvet at vise guitarerne i årstalsmæssig kronologisk rækkefølge.

Venligst,
Claus Grønkjær Christensen
Fender telecaster, årgang 1966-1967
Fender telecaster, årgang 1966-1967

Rytme pickup er skiftet til en Rickenbakker.

Dette er det første billede jeg har været i stand til at finde af denne guitar. Billedet stammer fra omslaget af singlen “Larsen & Co”, (Damen på taget/Hilsjer) og er taget i 1971. Billedet viser guitarens originaludseende, og er altså fra før den blev ombygget.

Guitaren tilhørte oprindeligt Wili Jønsson, bassist i Gasolin. Han lånte den ud til Kim, der blev meget glad for den, men Wili nægtede at sælge den, på trods af, at Kim angiveligt skulle have plaget ham om det i mange år. Wili sagde til Kim: “Det er min, og du må låne den så længe som du vil”. Wili har til denne side oplyst, at de i Gas ikke gik så meget op i hvem der ejede
hvad, men at de benyttede det, der faldt mest naturligt i sammenhængen.

Guitaren betragter Kim som den bedste han har haft, og den smukkeste, og han brugte den i hele sin periode i Gasolin. Derefter hvilede guitaren i et par år. Han tog den igen i brug ved Jungle Dreams koncerterne i 1981. Derefter holdt den pause, ind til Cirkus Himmelblå tournèn i 1985. I 1986 var den med på Forklædt som voksen tournèn og den blev igen brugt flittigt fra 1987 til 1990.

Fender Telecaster

Hvis en guitar kunne fortælle sin historie….. Denne guitar lugter af både ånd og sjæl. -Og måske lidt ølslatter. Dette billede er taget af undertegnede i Randers den 29/11 1985, på Restaurant Jylland, hvor Kim, Clausen og Bellami, slog et slag for mødrehjælpen. Vi ser nu den ombyggede guitar. Der er påmonteret er vibratorsystem, hvilket er af mærket Bigsby. Der reklameres for GOLF (guderne må vide hvorfor?)

Fender Telecaster 2

Fra Musicalen: “Kielgasten” Billedet er taget af undertegnede på privatteatret i København, hvor der den 20/1 1990 var præmiere på musicalen. Om Kim stadig reklamere for Golf skal være usagt, men han mener nu at Pearl (et trommemærke) skal vises frem…..Hvorfor mon ? Generelt har Kim ikke været bleg for at påklistre sin Fender diverse mærker. Flere Gasolinklistermærker har i tidens løb prydet guitaren. Bl.a. sad Gasolinvinge-logoet der på et tidspunkt, og et klistermærke fra Stakkels Jim pladen, på guitarens slagplade. Guitaren har også haft klistremærker fra Gas 2 pladen, samt et dannebrogsflag med titlen: “Danmark For Folket” påklistret. Et klistermærke af den lille kasketerede Medley-figur har også prydet guitaren, samt nogle stykker mere jeg ikke lige kan identificere. Fenderguitaren blev stjålet fra bandets lastbil i 1992.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Hopf, tysk mærke. Akustisk spansk guitar. En guitar som Kim havde i 1970. (eller er fotograferet med). Foto: Susanne Mertz

[Billedet kunne ikke genskabes]

Gibson Hummingbird. Akustisk westernguitar. (Og se, sådan en guitar den lyder godt. En rigtig klassiker). Vistnok den samme guitar som Stig Møller spiller på i filmen “Skæve dage i Thy” fra 1970.

Foto: fra singlen, Sylvesters Juke-box, (Juke-Box/Guess it’s because) fra 1972

Gibson Flower Power

Gibson ES 335. “Flower-power guitar.” Tilhører Stig Møller. Kim fotograferet med denne guitar sammen med Gasolin i deres øvelokale, ca. 1974. Foto: Allan Moe/Nordisk pressefoto. Stig Møllers Flower Power guitar af ukendt årgang har fået påmonteret en Bigsby og var oprindeligt rød. Den var oprindelig med Trapez tailpiece og dermed uden centerblok. Der står stadig COKE på den, som var navnet på en tidligere ejers band. Tidligere ejer havde problemer med uønsket og ukontrollerbar feedback, når der blev spillet højt og distorted, så han handlede den ind i Super Sound i bytte for en ES-335 fra 1963 med stop tailpiece og centerblok, som var meget lettere at styre. Herefter har den fundet vej til Kim Larsen.

Epiphone

Gibsonbygget Epiphone, akustisk westernguitar, fra 1960’erne. Stemmeskruerne er skiftet til Schaller, model Texan. Billedet er fra bogen “Gasolin”, af Paul-Jørgen Budtz. Tekst: “Kim i Stærekassen på Christianshavn, cirka 1972.”

Fælledparken

Harmoni, Montclair. Akustisk Western guitar. Givet en model fra 1950’erne.

Benyttet i fælledparken i 1972. Samme guitar som Søren Bernbom er fotograferet med i forbindelse med indspilningen af Værsgo’ pladen i 1973. Denne guitar spiller Kim også på i “Videoen” til Østre Gasværk. Foto fra Paul-Jørgen Budtz bog: Gasolin

[Billedet kunne ikke genskabes]

Gretsch, Chet Atkins Nashville.

Billedet er ligeledes hentet fra bogen Gasolin. Viser Kim i Wilfos-studiet, 1973, under indspilning af Værsgo’.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Akustisk Westernguitar.
Ukendt mærke, fotoets ophav kendes ikke. Er fra ca. 1973.

Underlig guitar

Giannini, Brasiliansk guitar. Foto: Kirsten/Leonard Malone 1974

Hagström

Hagstrøm.

Kim fotograferet med denne guitar sammen med Gasolin i ca. 1974. Et opstillingsbillede, ikke koncert. Foto: Kirsten Malone.

Vi Unge

I Vi unges februar nummer 1977, er Kim fotograferet med denne akustiske spanske guitar

[Billedet kunne ikke genskabes]

Halvakustisk jazzguitar af en eller anden art. Muligvis af mærket Levin. Foto: Fra Vi Unges årshæfte, Top Pop 76.

2310450637 Guitar

Ovation.

Er Ovations topmodel, og hedder Adamas. Dækket er lavet af Carbon Fibre. Denne guitar benyttede Kim i tiden lige efter Gasolin. Den var med på tournéen til opfølgning af 231045-0637 albummet. Billedet er taget af undertegnede den 16/4 1980, og er fra Holstebro Hallen. Thomas Grue benyttede en identisk guitar på samme tourné.

USA Akustisk

Levin Flygelguitar. Akustisk guitar med nylonstrenge. Denne model benyttede Kim i sin USA-periode. Ses i tv-programmet med Dirch Passer fra 1980, i “De professionelle”, og i “Lørdagshjørnet”. Foto fra bogen “Larsen” af Peder Bundgård

[Billedet kunne ikke genskabes]

Ovation

Modellen hedder Folklore, og er faktisk bygget til nylonstrenge. På tourné i Danmark med Jungle Dreams, medbringer Kim denne Ovation-guitar. Dette kan være den samme som han benyttede nogle gange i Gasolin, hvor både han og Franz havde en Ovation de spillede på samtidigt til visse numre. Bl.a. Kvinde Min. Dette kan f.eks. ses i tv-optagelserne fra idrætsparken i 1976 hvor Gasolin spiller iført hvide smokings. Ved Jungle Dreams koncerten medbringes også hans Telecaster. Billedet stammer fra en koncert i Vejlby-Risskov hallen den 2/9 1981, og er taget af undertegnede.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Gibson, Chet Atkins klassisk guitar. Denne Guitar benytter Kim første gang i selskab med Jungle Dreams. En Guitar som han benyttede flittigt. Til Gorilla Galla, under hele Midt om natten- tournéen, og på tourné i 1988. Dette billede er taget af undertegnede ved en koncert med Jungle Dreams i Holstebrohallen den 26/5 1982.

Filmguitar

Framus Jazzguitar. Kim Larsens filmguitar. Denne guitar blev benyttet i filmen Midt om natten. Det er den der bliver brugt i både “Fars gris”, “Susan Himmelblå” og “Papirsklip”. Kim er ikke senere set med denne guitar. Foto: Biograf-foto, Nordisk film.

Yamaha Guitar

Yamaha, Akustisk Westernguitar. Denne guitar er Kim set med Backstage på Cirkus Himmelblå Tourneèn 1986. Foto: Jacob Maarbjerg, Politiken den 28/8 1985.

Akustisk Viseværtshus

K Yairi
. Kim spiller vistnok med nylonstrenge på denne. I Smøgens Viseværtshus, Tivoli, København, sammen med Bellami, benyttede Kim denne guitar. Dette billede er taget af
undertegnede den 6/5 1987. Guitaren blev benyttet en del sammen med Bellami, og var blandt andet med på Grønland, og på Mallorca. Blev også benyttet ved Mogens Mogensens begravelse den 8. april 1991.

Ukendt Guitar

Morris Groovin PA-28F, en halvakustisk westernguitar. Kim spillede på denne guitar til koncert på Sundby idrætspark i 1988. Foto fra vistnok Se og Hør, 1988.

Gibson Halvakustisk

Gibson, ES 335 DOT. En ny guitar, der skal ligne en model fra 1959. Bigsby vibratorsystem er påmonteret. Foto af undertegnede ved Hauge Kræmmermarked den 5/7 1992.

Gretch 1994

Gretch, Country Jet. I 1994 benyttede Kim denne guitar ved flere lejligheder med Bell Star. (Og det er jo en Bell guitar….) Blandt andet i udsendelsen “Høstbal” på tv, den 27 august, samt på Skanderborg festivalen. Foto er hentet “et eller andet sted på internettet”.

Tyk Gibson

Gibson, ES 175, hvor halspickuppen vender forkert. (Er den ik’ bare flot ?). Dette billede stammer fra omslaget til opsamlings CD’en “Guld og grønne skove”. I maj 1987 spiller Kim, i følge hvad jeg kan se, for første gang offentligt på denne guitar. Det er i selskab med Søs Fenger i Pisserenden, København. Denne guitar har Kim benyttet i tv flere gange, og ved visse koncerter. Han er afbilledet med guitaren på Yummi Yummi pladen fra 1988, og han benyttede den også under prøverne til Kielgasten i 1990.

Fender Stratocaster

Fender Stratocaster, USA standard. Denne guitar brugte Kim kortvarigt i starten med Kjukken. Underligt at se ham med en strat. Det så helt forkert ud, og jeg tror
heller ikke at han brød sig om at spille på den. Foto: Memborg Press, Se og Hør.

Sort Stratocaster

Fender Stratocaster plus, USA. Fender Lace Sensor-pick-ups (støjsvage-Efter Don Lace). Guitaren har ikke nogen stringtree på hovedet. Dette overflødiggøres, da stemmeskruerne har forskellig højde på akserne. Guitaren er med en speciel saddel der hedder Icr-rollernut. Ganske få gange er Kim set spillende denne guitar. I selskab med Kjukken.

Rød og gul guitar

Gibson, Chet Atkins. Tja….. Denne guitar spillede Kim på til Sankthans-koncerten på engen i Odense, 1996. Han spillede sammen med Blues Brothers Souvenir Show. Har kun set Kim med denne guitar denne ene gang, kan jo være en lånt. Foto: Christian Jørgensen.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Rickenbacker, Tom Petty signature, 12 strenget. Har kun set Kim med denne guitar, denne ene gang. Jeg mener, at den tilhører Kjukkens guitarist, Karsten Skovgaard. Foto: JP-Århus den 30/11 2000.

Ny Gibson

Gibson, Les Paul Junior, årgang 1990, Reissue. Guitaren er en ny model af den nedenfor viste. Pickuppen adskiller sig fra den gamle model. Det er det indre der er
anderledes, men de ydre mål er også forskellige. Den gamle pickup var en single coil, P 90, imedens den nye er en P 100, standard Humbucker. Denne guitar benyttede Kim i perioden mellem 1992 og 1994. Måske fra 1989 til 1996 også i perioder. Guitaren er oprindelig udstyret med en hvid saddel som det ses på billedet. Den får Kim skiftet omkring starten af 1993. Den nymonterede er sort og lavet af grafit, hvilket skulle få strengene til at glide lidt lettere. Guitaren er oprindelig bygget uden vibratorsystem. Har dog ikke noget billede af Kim hvor den ikke er påmonteret. Foto af undertegnede, taget i Kjellerup Hallen den 3/10 1992.

Gammel Gibson 1

Gibson, Les Paul Junior, med uorginalt Bigsby håndvibrator og nye stemmeskruer. Årgang ca. 1952. Med Bellami begynder Kim i 1992 at benytte denne guitar. Dette billede er taget af undertegnede til Hauge Kræmmermarked den 5/7 1992. Fra 1992 til 1995 benytter Kim jævnligt denne guitar, hvorefter den ligger lidt stille, indtil han igen tager den i
brug i selskab med Kjukken i 2002. Bemærk igen den hvide saddel. Den får Kim skiftet omkring 2002. Hvis man taler om, at en guitar har sjæl……….

Gammel Gibson

Samme guitar som ovenfor. Foto af undertegnede taget til Havnefest i Bork den 25/7 2002. Denne guitar er identisk med den guitar som Franz Beckerlee spillede på i nogle perioder i Gasolin. Han gjorde det blandt andet på tourné i 1977 og 1978. På daværende tidspunkt havde guitaren ikke den store karakteristiske rids på den øverste del af kroppen. Han gjorde det igen i 1982 i tv sammen med Kim og band. (Ikke ombygget på daværende tidspunkt). Ligeledes benyttede Franz den under Gorilla Galla koncerterne i 1982. På Kjukkens juletourne i 2005 spillede Karsten Skovgård på
denne guitar i et par enkelte numre. Kim købte den i New York, under Gasolins tour’ derovre i 1976. Franz spillede på den, indtil Kim sidst i 1980’erne ønskede den tilbage. Kilder har oplyst, at guitaren er købt i en butik med navnet “Guitar Village.” I samme butik skal Franz ved samme lejlighed have købt sin sorte Gibson Les Paul.

Franz i Holstebro

Franz med Kims Gibson. Guitaren fremstår her uden vibratorsystem, samt med den originale hvide saddel. Foto af undertegnede, i Holstebro Hallen den 29/2 1978.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Gibson, les paul junior. Samme model som de to ovenfor viste, men i en lidt anden farve. Kim er sjældent set med denne guitar. Dette billede er hentet “et eller andet sted på nettet” og er fra en koncert med Kjukken, ca. 2001.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Her ser vi den ovenfor viste guitar, men nu med påmonteret vibratorsystem, samt en skiftet saddel. Kim er i 2004 begyndt at bruge den en hel del. Foto: Undertegnede. Fra koncert med Kim og Kjukken i Randers Hallen den 10 juni 2004.

Jerry Jones Guitar

Jerry Jones. Denne guitar benyttede Kim fra 1997 til 2001 sammen med Kjukken. Bemærk, hvor farven i slipset matcher guitaren……og jakken…… Foto: Lars Lauersen, Se og Hør.

Jerry Jones Ny Model

Jerry Jones, Neptone single cut-away. (Findes også som dobbelt cut-away). Omkring år 2000-2001 benyttede Kim også denne variant af ovenfor viste guitar. Denne model er, som andre Jerry Jones guitars, udstyret med Lipstick pick-ups, og denne model laves med såvel to som tre pick-ups. Denne model er udstyret med en gennemsigtig slagplade, og er med jack-indgang i bunden af guitaren i modsætning til den ovenfor viste, der har input direkte i kroppen.

Godin

Godin, Multiac duet steel, natural High-gloss finish. (en Canadisk guitar). Denne guitar begynder Kim at spille på i 2002. Den har en rigtig flot akustisk lyd, om end den lyder ret død i sig selv. Billedet er taget af undertegnede på Askov Højskole, hvor Kim gav en solo-koncert den 9. april 2003. (For øvrigt en fantastisk koncert).

Martin

Martin 0017, Akustisk. Givetvis fra 50’erne. Også købt i New York i 1976. Kim spillede på denne Martin i starten af 90’erne sammen med Bellami, og har siden hen
benyttet den ved flere lejligheder sammen med Kjukken. Ved pladeudgivelsesreceptioner, og i tv-udsendelsen “Kjukken rundt om et bord”. En guitar Kim er meget glad for.

Rejsekammeraten

Landola, Finsk bygget Spansk akustisk guitar. Givetvis model c-25m. En guitar som jeg fornemmer Kim er meget glad for, og som bruges i mange ikke så officielle sammenhænge. Som hyggeguitar og på udenlandsrejser m.m. Har ikke fuld størrelse. Blev blandt andet også benyttet ved teaterstykket Rejsekammeraten på Odense Teater, hvorfra dette billedet stammer. Taget af
undertegnede den 14/12 1996. Blev også benyttet under prøverne på Kielgasten.

Kielgast

Mærke ukendt (pt.). Dette billede stammer fra programmet til Kielgasten. Har kun set Kim med denne guitar denne ene gang, på dette foto.

Tourbus guitar

K.Yahari. Spansk guitar, med nylonstrenge og cutaway samt indbygget pick-up. Det er denne guitar som Kim benytter i sin Tourbus. Til tider har han haft den med i tv. Blandt andet i udsendelserne “Meyerheim after 8”, og “Go’morgen Danmark” 2003. Foto: Martin Høien, Se og Hør.

K Yahari igen

K.Yahari G1F, Akustisk Westernguitar. Benyttet flere gange med Kjukken i mere akustiske sammenhænge. Oftest i tv. For eksempel i Trubadur m.m. (hvor den bare har en fantastisk blød, fyldig og himmelsk klang). Den lyder som smør i mine øre. Og dertil kan så fortælles: Pga. den gode lyd har undertegnede jagtet en lignende guitar og fandt så efter et halvt år en magen til i samme model. Stor var glæden, og men skuffelsen desværre ligeså. Meget behagelig at spille på, MEN lyden….. Som en papkasse med en elastik. Minimal klang og slet ikke så fyldig som Kims i tv. Men blød i lyden, ok. det var den da. Jeg undres, men kan kun tænke, at enten er der forskel guitars iblandt (hvad der jo er, og også specielt ved disse håndbyggede), eller også
handler det om den måde guitaren er micket up på i tv. Hvilken mikrofon der er benyttet og hvilke effekter der er sat på. Rumklang, delay osv. Foto: Niels S. Andersen, Se og Hør

[Billedet kunne ikke genskabes]

Levin. Traditionel spansk guitar. Foto: Linda Henriksen, BT. Den 10/11 2003.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Traditionel spansk akustisk guitar. Givetvis af mærket Oscar Teller. Hvidt pyntestykke ved stolen. Har kun set Kim med denne guitar denne ene gang. Foto: Fra tv-programmet “Kim hos Søren Ryge” 2003 på Dr1. Venligst klippet ud af Brian Bager.

Höfner

Høfner jazzguitar. Dette billede er hentet fra reklamefilmen (til tv2) for albummet 7-9-13, hvor Kim står med denne gamle guitar. I tekstbladet til albummet sidder Karsten Skovgård også med denne guitar. Billedet er klippet ud af reklamen af Brian Bager.

Go' Aften Danmark

Epiphone. Tror jeg nok. Akustisk westernguitar med indbygget pick-up og cutaway. Denne guitar ser ud til at være bygget til nylonstrenge, men Kim benytter vistnok stålstrenge på den. Guitaren ser umiddelbart funklenes ny ud. Billedet stammer fra Godaften Danmark på tv2, efteråret 2003. Er venligst klippet ud af programmet af Brian Bager.

Jul og nytår guitar

Mærke ukendt. December 2004. Denne guitar ses Kim med i reklamespottet til cd’en: Glemmebogen, jul og nytår.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Martin DM, Akustisk westernguitar, med jackindgang i bunden. Guitaren er en af Martins billigste modeller, hvor både bund og sider er laminerede. Denne guitar spillede Kim på i udsendelsen “Julehilsner til Grønland” på DR1 den 12/12 2004. Har ikke set ham med den ved andre lejligheder. Det kan eventuelt være den Martin guitar som han benytter i studiet.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Gibson L00, Givetvis en reissue model, ellers er guitaren fra før 1940. Akustisk Westernguitar. Kim spillede på denne guitar i Øksnehallen, København, hvor der i april 2005 blev afholdt borgermøde vedrørende rygning.

Gretch George Harrison

Gretch, Chet Atkins, Country Gentlemann, fra midt i 60’erne. Guitaren har modelnr. 6122. Den blev gjort rigtig kendt af George Harrison. Han fik en sådan guitar, da Beatles var på deres første US tour. Den opfattes af mange for at være en George Harrison­model. Det er en halvakustisk guitar uden lydhuller, Der er malet to fakehuller. Guitaren har en indbygget dæmper, der kan aktiveres med en knap. Guitaren er udstyret med adskillige knapper. Der er en knap til dæmperen, en standbyknap, en pickupskifter, en toneskifterknap og tre volumekontroller. En til hver pickup og så en master. Bagpå har den en stor polstret sort pude, der er knappet på, den kan man tage af, så man kan komme til elektronikken. Der er måske to knapper til dæmperen, da den er delt sådan at man kan dæmpe tre strenge af gangen. Den er udstyret med Grover Imperial tunere. Foto: Undertegnede ved en koncert i Skovdalen, Ålborg den 9. juni 2005.

[Billedet kunne ikke genskabes]

Godin. Foto taget af undertegnede i Århus den 5 maj 2006.

Gretsch Bo Diddley box guitar

Billede er en senere tilføjelse, og er lånt hos nordjyske.dk, taget af Henrik Louis.

Gretsch Bo Diddley box guitar. En guitar som Kim tager med på tourne i 2006. Givetvis en ny-anskaffelse. Foto fundet på nettet et sted.

Ukulele

Ukulele. På sommertourneen 2006 spillede Kim på denne Ukulele i Steppeulve-numret “Lykkens pamfil”. Den samme som han benyttede da han sang og spillede fødselsdagssang “vi er dem de andre ikke må lege med” til Erik Ballings 80 års fødselsdag i 2005. Foto taget fra nettet, et eller andet sted.

Untitled Höfner

Høfner. Fra første halvdel af tresserne. Foto klippet fra tv2, søndag den 12-11 2006.

HarmonyHarmony igen

Harmony Monterey. En Guitar som Kim købte hos “Andy’s guitars” i London, da han og Kjukken var derovre og give en koncert i 2005. En gammel guitar, givetvis fra 50’erne. Foto 1 er klippet fra tv2, søndag den 12-11 2006, og foto2 er fra en lokal Odenseansk avis, hvor fotografen er John Borgkilde.

[Billedet kunne ikke genskabes]


Kims første guitar skal angiveligt have været en Høfner, Junior, som han fik i julegave af sin mor omkring år 1959. I tv-programmet fra 1973, “Kender du Kim Larsen” spiller Kim på en akustisk westernguitar, der minder meget om den ovenfor viste Gibson Hummingbird.

Flying V

I tv-programmet “Gasolin gir’ den Gas” fra 1975. Spiller Kim på en Gibson Flying V.. Modellen ser ud som ovenstående, der er hentet fra Luthman’s Soundability katalog 2003.

I tv-programmet “Kys Øen” benyttede Kim en Akustisk Westernguitar med pick up, af mærket Epiphone. Den er uden slagplade, men med cutaway.

I tv-udsendelsen “Natuglen” optræder Kim med en sort-grøn-gul (sunburst) halvakustisk Framus guitar med lydhul. Har kun set ham med den den ene gang. Måske er den identisk med guitaren der er vist fra 1988, fra Sundby idrætspark.

Yamaha, sort westernguitar, med indbygget pick-up, cutaway, og hvid binding. Benyttes i “Meyerheim 1993” hvor han spiller Bellstar.

Takamine, mørkebrun akustisk westernguitar. Kim er set med den i en portrætudsendelse fra 1993, samt i tourbussen med Kjukken 2003. (Hvis det er den samme).

I novellefilmen “Hvileløse hjerte” fra 1998 spiller Kim på noget, der umiddelbart ligner en cremefarvet Fender Stratocaster.

I Jungle Dreams perioden er Kim flere gange set/hørt spillende på Rick Blakemores røde Fender Stratocaster.

Kim skal også have været i besiddelse af en Gibson J200, som senere er havnet hos Jens Rugsted.

En stor Martin-guitar, som Kim benytter i studiet.

Mig og mine guitars

Kim og et par af hans guitars. Et billede jeg tilfældigvis lige faldt over, og det måtte jo bare med. Er fra 1988. Foto fra et ikke
navngivet blad.

Citat (Min søn Magnus, 5 år) efter at have hørt på lidt guitarsnak: “Far har du i grunden en Martin guitar ?” Far siger: “Desværre nej”, hvortil Magnus siger: “Jamen far, hvorfor ikke det, når Kim Larsen har en…..?

Tak til:
Jens Lohmann
Michael Jensen
Brian Bager
Wili Jønsson
Kim Larsen

24 Responses so far.

  1. Michael siger:

    Rigtig god artikel tak, men hvordan kan det være der mangler så mange billeder…??

    • Guitaristen siger:

      Hej Michael

      Tusind tak. Det er fordi jeg kun har kunne genskabe det som er blevet gemt i lagre på andre hjemmesider o.l., da den originale side er blevet slettet, og jeg ikke har en kopi af denne. Men hvis du ligger inde med billeder, er du meget velkommen til at sende dem, og hjælpe med at udbygge artiklen 🙂

      Mvh Dennis

  2. Lau siger:

    Kim købte i 1978 en fender twin reverb amp, i USA og den blev overtaget af Jonas Struck Swan Lee i 1994, den lever stadig og indehaves af mig, sælges måske 😉

    Mvh Lau

    • Guitaristen siger:

      Det lyder da fedt 🙂

      Min trommeslager har tidligere haft en af Emils gamle trommer, men det er en helt anden historie.

  3. Solvej Nielsen siger:

    Mærke ukendt (pt.). Dette billede stammer fra programmet til Kielgasten. Har kun set Kim med denne guitar denne ene gang, på dette foto.
    Den guitar har jeg. Specialbygget af Dennis Dalgaard, guitarværkstedet 1989.
    Han havde en akustisk, som han var rigtig glad for (husker ikke mærket) Han fik derfor bygget denne elektriske. Han blev aldrig glad for den. Min daværende mand og jeg havde “kortvarigt” BrownSugarSounds i Elmegade og Kim, og vi tog guitaren i bytte, med signatur.

  4. Lasse Thernøe siger:

    Den anden med mærke ukendt, er en Morris Grovin PA-28F.
    Det er solid body western guitar bygget i Japan,
    Jeg har solgt den, og flere af de andre guitarer beskrevet oven for til Kim.

    • Guitaristen siger:

      Hej Lasse
      Tusind tak for bidraget. Er det den han spiller på i Smøgens Viseværtshus?

    • Kenneth Broch siger:

      Jeg ejer Grovin- guitaren nu, og har en kvittering fra guitarbyggeren som tog den i bytte da Kim Larsen skulle have specialbygget en guitar til indspilningen af Kielgasten.

  5. Lasse Thernøe siger:

    Nej, den jeg omtaler er den fra Sundby Idrætspark. Den fra Smøgens Visevershus er en K Yari nylon elektrisk / akustisk.

  6. Karin Larsson siger:

    Den akustiske spanske guitar som er afbildet i 1977 er en Yngve Barslev guitar fra 1959.
    Det er min guitar, som Kim lånte af og til

  7. Kenneth siger:

    Den omtalte Morris Grovin PA-28F, er jeg i besiddelse af. Han indgav den i bytte da han skulle have specialbygget en ny guitar til indspilning af Kielgasten mener jeg.

    • Guitaristen siger:

      Uh hvor spændende. Jeg har netop fået en spændende nyhed om den 🙂

      P.S. Beklager den lange svartid, mails havde forputtet sig i spam, så vidste ikke der var kommet kommentarer.

  8. Martin siger:

    Hej 🙂 Er der nogen billeder af Kim med den Gibson J-200 der er havnet hos Jens Rugsted?

  9. Dennis Hansen siger:

    Jeg købte Kim larsens Fender Twin forstærker af Lau der også er i tråden, da jeg har en musikbutik ville jeg rigtig gerne have den i udstilling i en montre og med evt billeder af hvor den bliver brugt af Kim, er der nogen her i gruppen der evt ligger inde med noget eller kan lede mig videre. Bh Dennis

  10. Christian siger:

    Hej, fed artikel!
    Har du noget info om Kims pedaler og forstærkere?

    Er det i øvrigt ikke også dig, der ejer dslj.dk?

    • Guitaristen siger:

      Hej Christian

      Nej desværre. Alt detektivarbejdet er lavet af Claus Grønkjær Christensen. Jeg har bare lagt det online her, fordi jeg syntes det var synd hvis det skulle gå til spilde.

      P.S. Beklager den lange svartid, mails havde forputtet sig i spam, så vidste ikke der var kommet kommentarer.

  11. Thomas siger:

    Spændende læsning – meget grundig.
    Wilis Telecaster, som Kim lånte i årevis, må være ældre end 1966-67, da den har det såkaldte spaghetti-logo. Den er formentlig fra 1965 eller tidligere.

    • Guitaristen siger:

      Hej Thomas

      Det kan meget vel være – det skal jeg ikke gøre mig klog på 🙂

      P.S. Beklager den lange svartid, mails havde forputtet sig i spam, så vidste ikke der var kommet kommentarer.

  12. Henning Højen siger:

    Lige et par kommentarer : de guitarer, Kim er set med med LIPSTICK pickups er Danelectro, hvor logoet er fjernet. De har måske dedikeret et par modeller til Jerry Jones ? Iøvrigt har Danelektro et rimeligt prisniveau i forhold til andre eksklusive mærker, de er billige at fremstille, da kroppen er af masonit ( hård træfiberplade ).
    Og så mht til Gretsch’en kaldet George Harrison modellen : den har et 0’te bånd ! Gretsch laver stadig en ‘62 reissue serie’, hvor det 0’te bånd er monteret. På nyre modeller er det ikke monteret, guderne må vide hvorfor !

    • Guitaristen siger:

      Hej Henning

      Det lyder spændende. Jeg ved i hvert fald at nogle af mine andre store “guitarhelte” er tosset med Danelectros Bariton guitar.

      P.S. Beklager den lange svartid, mails havde forputtet sig i spam, så vidste ikke der var kommet kommentarer.

  13. Stig Møllers ES-335 HAR som alle 335’ere centerblok. Guitaren jan ses på musikinstrumentmuseet i Aabenraa (gaden i Kbh.) Skråt overfor det den nu lukkede musikforretning Aage… En Gibson ES med næsten identisk udseende men uden blok er ES-330…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *